Foto: Karsten Vinther
Tekst: Peter Lindgaard
Dato: 20.01.2024

De historiske begivenheder på Christiansborg Slotsplads i søndags lokkede selvfølgelig også godtfolk til fra Ribe. Man skønner at op imod 300.000 var til stede ved begivenhederne i København.

Karsten Vinther fra Albert Skeels Gade skriver: ”Vi var 5 der tog til Kongens København for at overvære og fejre den nye Kong Frederik d. 10 og havde booket hotel natten over, da søndagen ville blive lang. Søndag d. 14. januar var smuk og solbeskinnet og man kunne ikke have ønsket sig en smukkere ramme om dagen. Vi ankom til Slotsholmen i god tid ca. 4 timer før og der var allerede mange på pladsen. Vi fandt en plads ved Holmens Kirke og kanalen. Christiansborg flagede fint fra tårnet med masser af spidsflag. Holmens kirke kimede med klokkerne frem mod kl. 14. Da tiden nærmede sig ankom først kronprins Frederik og Mary samt børnene i bil og kort efter ankom den afgående Dronning Margrethe i karet. På grund af folkemængden var det svært at se ret meget af kareten, men den flotte eskorte af dragon regimentet var en stor oplevelse.”

Christiansborg v tronskiftet 15. januar 2024

“Præcis kl. 15 trådte den nye kong Frederik d. 10 ud på balkonen og kort efter kom Mette Frederiksen ud og udråbte ham for folket. Man kunne mærke at der blev sendt masser af varme til folkemængden der kvitterede med hurra råb og flag hilsen. Man glemte for en stund, at man havde frosset lidt og ventetiden var glemt. Kong Frederik holdt en lille tale og der var musestille blandt de fremmødte. Mængden brød ud i jubel og nogle sang nationalsangen. Efter det kom den nye Dronning Mary ud og blev hyldet. Kort efter kom den nye kronprins Christian ud og derefter resten af børnene. Sikken jubel der brød ud og de blev hyldet på behørig vis. Da det var overstået ventede vi på at det nye kongepar skulle køre i karet tilbage til Amalienborg og det skete præcis kl. 1530. Vi kunne se nedad Holmens Kanal og den flotte flagallé der var opstillet, mens hele eskorten og kareten med Kong Frederik og Dronning Mary forsvandt ned mod Kongens Nytorv. Det var tid at komme hjemad da der var en lang køretur. Det var en kæmpe oplevelse at overvære udråbelsen af den nye konge og den jubel der var fra folkemængden.”

Også Christin Clausen fra Vikingecentret var til stede ved begivenhederne i København: ”Det var stort – og ret vildt :-)”

Varm tak til de to øjenvidner. Der går jo nok et par år før vi oplever en lignende begivenhed.