Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 29. marts 2022

Home-butikkerne i Ribe, Bramming og Varde får nye indehavere fra 1. april. Det er en drøm, der går i opfyldelse for de tre lokale ejendomsmæglere, som allerede leder butikkerne i hverdagen i dag.

– Det er drengedrøm, der går i opfyldelse for os; at have sin egen ejendomsmæglerforretning – og så tilmed hele tre af slagsen.

Sådan lyder det fra de nye indehavere af Home-butikkerne i Ribe, Varde og Bramming. At kalde sig ‘drenge’ er måske så meget sagt, for det er en trio af trofaste, erfarne medarbejdere: Flemming Dreyer, Michael Grue og Jesper Lind Johansen.

Fra 1. april overtager de stafetten fra de nuværende indehavere Marianne Christensen og Behrend Behrendsen, der ønsker at koncentrere sig om Home-butikken i Esbjerg og giver stafetten videre til de tre gutter.

– Vi er meget stolte og glade over muligheden for at føre de tre butikker videre, og det vil vi gøre i samme gode ånd, lyder det fra den nye indehavertrio, der føler sig godt rustet til fremtiden, da de har haft ”de bedste læremestre” i Marianne og Behrend.

Lokale folk – på hver sin hjemmebane

De tre nye indehavere er alle meget lokale Home-folk, eksperter i hver sit lokalområde, hvor de alle er født og opvokset, og de kommer ikke til at falde over hinanden i hverdagen. De sætter sig nemlig i chefstolen i hver sin butik – på hver sin hjemmebane.

– Det skaber ekstra værdi for vores kunder, at vi griber det an på den måde, fortæller Flemming Dreyer, 51 år, som fortsætter ved roret i Home Bramming, hvor han har været ansat siden 2008 og daglig leder af teamet siden 2017.

I Home Varde er det 33-årige Michael Grue, som har været ansat hos home i 11 år, der fortsætter – nu altså som indehaver i stedet for daglig leder.

Tæt samarbejde styrkes

Han understreger, at det nære samarbejde mellem de tre Home-butikker selvfølgelig fortsætter til gavn for kunderne.

– Vi har arbejdet tæt sammen i mange år, så det er en fornøjelse at kunne fortsætte rejsen sammen, siger Michael Grue på vegne af det nye indehaver-team, og Jesper Lind Johansen, der har været daglig leder i Home Ribe siden 2018, nikker.

Han er, som de to andre, overbevist om, at den nye trio kommer til at spille rigtig godt sammen.

– Vi kender hinanden, og vi ved, at vi har de samme værdier. Hårdt arbejde og godt købmandskab i kombination med ærlig og professionel boligsnak, det er de vigtigste egenskaber for os – og det der tjener vores kunder bedst, siger den 31-årige ripenser Jesper Lind Johansen, som har været i Home-kæden siden 2012 og uddannet ejendomsmægler siden 2013.

De tre oplyser, at medarbejderne i de tre Home-butikker selvfølgelig fortsætter.- Det betyder kontinuitet for de boligejere, vi har til salg, og det er nok de færreste, der vil bemærke en forandring efter 1. april. Men for os tre er det en stor ting, som vi er stolte af, og vi er så motiverede til at knokle mindst lige så hårdt fremover for flere bolighandler, slutter Jesper Lind Johansen.

Overtagelsen markeres med en reception i hver butik, hvor kunder, samarbejdspartnere og venner af huset er velkomne.

 Fakta

Jesper Lind Johansen, 31 år. Født og opvokset i Ribe. Bor i Ribe sammen med Line og deres 2 børn, Alberte og Bertram. Byggede i 2019 hus på Klostermarken i Ribe

Flemming Dreyer, 51 år. Født i Janderup ved Varde. Har boet i Bramming siden 1989. Gift med Majbritt – de har sammen tre voksne børn, Helene, Anders og Signe. Fritiden går med familie, venner og fodbold. Bl.a. bestyrelsesmedlem af HHI i Bramming

Michael Grue, 33 år. Født og opvokset i Varde. Bor sammen med Anne og deres to børn, Oscar på 6 og Asta på 3 måneder. Byggede hus i 2020 på Søndertoften i Varde