Tekst: Johnny Tauman Foto: Tidals
11. juli 2023
Efter 5 år vender Mandøforeningens husorkester ved årets Mandøfest tilbage med musikken og stemningen fra de glade 60`ere og 70`ere, fortæller guitaristen Jørgen Thorup, der sammen med guitaristen Niels Chr. Lausen udgør gruppen Tidals (udtales: tajdals)
Har “nye” numre på repertoiret
Når guitarduoen Tidals, for femte gang og efter 5 år og med corona og “anden elendighed bag sig”, gæster Mandø lørdag den 15. juli står der pop, rock, country og guitar-instrumentals på programmet. Siden sidst (2018) er det kommet ca. 30 ”nye” tresser- og halvfjerdsernumre på repertoiret og duoen med rødder i Ribe/Øster Vedsted glæder sig til gensynet med de muntre Mandøboere.
Musikken henvender sig til det modne publikum og alle de unge, der holder af den melodiøse del af 60´er- og 70´er musikken, og der er tryk på D som i DANSEMUSIK, når Tidals spiller op.
Fra Creedence til Rocking Ghosts
– På repertoiret har vi flere end 150 melodier – bl.a. fra Cliff Richard & The Shadows, Creedence Clearwater Revival, Beatles, Stones, Beach Boys, Elvis, Searchers, Tremeloes, Clapton, Fogerty, Smokie, Nelson, Orbison, Kristofferson m.fl, , lyder det fra guitaristerne, der også har mange danske numre med. Se blot her. – Fra de hjemlige himmelstrøg spilles melodier, som vi kender fra Bamses Venner, Mogensen, Larsen, Lilholt, Shubidua, Stærk, Sweethearts, Rocking Ghosts m.fl.
Spillet sammen siden 2012
Jørgen Thorup og Niels Chr. Lausen har begge en musikalsk fortid i bands fra henholdsvis tresserne og firserne. De 2 guitarister har spillet sammen siden 2012.