Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 13. oktober 2022

Et af Ribes hæderkronede firmaer, Vestermark a/s, står lige nu i en spændende periode, hvor et generationsskifte er i gang, og hvor den nye generation er i fuld gang med at videreudvikle og fremtidssikre firmaet samtidig med, at det er tredje generation, der tager over.

Firmaet har de senere år været drevet af Jørgen Vestermark, men nu er sønnen Andreas Vestermark også kommet ind i ejerkredsen, ligesom det er tilfældet for en af medarbejderne, Dennis Laursen.

Andreas Vestermark kommer fra økonomi- og finansbranchen, og han har et nøje kendskab til små og mellemstore virksomheders økonomi og regnskaber samt udvikling af firmaer. Han er trådt ind i ledelsen for at tage sig af de administrative opgaver og har taget mere og mere over på projektledelse, tilbudsgivning og i det hele taget den daglige drift.

Som Andreas selv siger: – Min far, Jørgen, har erfaringen, og jeg kommer med et friskt pust og andre vinkler at se tingene fra. Men jeg har altid interesseret mig for firmaet, som jeg jo er vokset op med, og for mig er det helt naturligt at få mere viden om tingene.

Andreas Vestermark fortæller videre, at en medarbejder er kommet med i generationsskiftet for at sikre og videreudvikle kompetencerne. Dennis Laursen er trådt ind i ejerkredsen og er netop blevet autoriseret kloakmester. Han har været omkring 8 år i firmaet og er i øvrigt danmarksmester i brolægning.

– Vi er i øjeblikket i gang med en spændende udvikling i firmaet. Men vi vil stadig være tæt på både små og store kunder, og vi vil stadig bevare vores vedligeholdelsesarbejder, fortæller Andreas Vestermark, der også kan fortælle, at firmaet er vokset, hvad antallet af medarbejdere angår.

I øjeblikket er der 18 ansatte i firmaet, og der kunne godt bruges et par stykker mere.

– Vi har tre lærlinge, for vi vil meget gerne være med til at uddanne de bedste indenfor faget. Vi vil kvalitet, og derfor skal vi også have medarbejdere med erhvervserfaring indenfor det, vi laver. Vi har i øjeblikket en venteliste af unge, der gerne vil i lære her, men vi tager ikke flere lærlinge ind, end vi kan tage os ordentligt af dem og lære dem rigtigt op. Vi håber at kunne finde yderligere to dygtige, fagudlærte anlægsgartnere, der kan lære et par lærlinge op, siger Andreas Vestermark.

I dag arbejder Vestermark a/s i hele Syddanmark.

– Vi er i en niche, hvor der er efterspørgsel på det, vi laver, og vi gør en dyd ud af, at vores medarbejdere er faguddannede og godt kvalificerede.

Andreas Vestermark lægger ikke skjul på, at han synes, det er en sjov, spændende og til tider hård branche.

– Vi elsker de små ting og at gøre dem flotte. Skal man f.eks. beskære et træ, betyder det alt, at det bliver gjort rigtigt. Vi vil gerne have store opgaver men også de små. Vi vedligeholder mange nyanlæg og gamle haver.

– Vores branche er jo også blevet digital, og det er en rejse, vi også er i gang med nu. Det er altid sjovt at være med til at udvikle. Det brænder jeg for, men man skal også passe på de dyder og normer, som firmaet er bygget på, siger Andreas Vestermark.

Fakta

Historien om firmaet Vestermark A/S havde sin begyndelse i Ribe i 1967, da Ejner Vestermark valgte at udleve sin drøm om at blive selvstændig. Ejner var på det tidspunkt ansat i et maskinfirma inden for landbrug, men var i sin fritid begyndt at passe og anlægge haver i det små. I starten kørte Ejner rundt i Ribe på sin cykel sammen med plæneklipperen bagefter sig. Da efterspørgslen efter en anlægsgartner voksede, besluttede Ejner at sætte alt ind på dette.

Ejner ansatte først en række fritidsmedarbejdere, men snart voksede staben til flere fastansatte anlægsgartnere, og dermed var firmaet etableret. Hustruen Ingrid, som var uddannet inden for handel og kontor, blev firmaets bogholder, og de fælles nøgleord for firmaet blev ’kvalitetsarbejde’, ’orden’ og ’stabilitet i økonomien’.

Dette blev starten på et livsværk, som sønnen Jørgen også blev en del af fra barns ben. Jørgen blev oplært i firmaet og blev efter sin læretid medejer af det der fik navnet Vestermark og Søn A/S. I 2003 overtog Jørgen alle aktier i firmaet, som i dag hedder Vestermark A/S.

Firmaet Vestermark a/s rummer en stor bil- og maskinpark, der kan klare de forskellige opgaver.