Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 11. september 2024
Personalet i Lidl i Ribe måtte onsdag aften lukke butikken en lille times tid før normalt.
Årsagen var, at tre tågekanoner pludseligt sendte en tæt, hvid ”røg” ud i butikslokalet.
Tågekanoner udløses normalt, når tyverialarmen går i gang, men alt tyder på, at hændelsen onsdag aften skyldtes en teknisk fejl, da tågekanonerne udløstes midt i åbningstiden.
”Røgen” fra tågekanonerne er uskadelig og ødelægger heller ikke varer eller inventar men gør det næsten umuligt at orientere sig i lokalet.
Ingen personer kom noget til.