Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 1. juli 2024
Tre personer måtte onsdag formiddag til undersøgelse på sygehuset i Esbjerg efter brand i nogle litium-ion-batterier i en ejendom ved Vestergade i Gredstedbro. De tre er ikke kommet fysisk til skade men var til tjek på sygehuset, da batterierne udsender en giftig røg. De tre kunne dog umiddelbart efter undersøgelsen vende hjem igen uden at fejle noget.
De tre var de første, der kom til, da branden blev konstateret.
Ilden opstod i det tekniske udstyr, der er monteret i huset og som omsætter varmen fra solcellerne på taget til elektricitet.
Den tekniske installation til solcelleanlægget blev ødelagt af branden, ligesom der skete skade på tagkonstruktionen i huset.
Sydvestjysk Brandvæsen blev tilkaldt og fik hurtigt bugt med ilden ved at bruge CO2 på det tekniske udstyr og højtryksrør på de dele af bygningen, der også var brudt i brand.
Indsatsleder Jan Christiansen fortæller, at batterierne blev sænket ned i et stort kar med vand, hvor de nu skal ligge i 24 timer, før man kan være helt sikker på, at ilden i batterierne er slukket.
Ejeren af huset fortæller, at batterierne var i et brandskab, hvilket har begrænset skaderne meget. Han roser samtidig brandfolkene for deres indsats.