Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 11. december 2024

En brand i et stuehus ved en ejendom på Jernvedvej mellem Gredstedbro og Jernvedlund medførte onsdag aften en større udrykning.

Det blev sendt både ambulance, lægeambulance og brandvæsen fra Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe og Bramming til stedet.

Ejendommens beboere, to voksne og et barn, blev undersøgt af det tilkaldte ambulancepersonale for røgforgiftning, men de var heldigvis ikke alvorligt ramt.

Ilden er formentligt opstået i stuehuset, der i den ene halvdel blev stærkt beskadiget ved branden, og beboerne kan ikke bo i huset de næste mange dage. De blev efter branden genhuset.

Stuehuset er bygget sammen med en lade- og staldbygning, og ilden opstod i den del af studehuset, der er tættest på  tilbygningerne. Det lykkedes brandfolkene at begrænse ilden til det ene hjørne af stuehuset, der til gengæld blev stærkt beskadiget, ligesom det lykkedes at afskære ilden fra udbygningerne, der således ikke blev ødelagt.

Indsatsleder Thomas Laugesen fra sydvestjysk Brandvæsen fortæller, at brandfolkene fra Bramming ved 22-tiden kunne returnere til deres station. På det tidspunkt var brandfolkene fra Ribe i gang med den sidste efterslukning, hvorefter de også kunne køre hjem.

Du kan læse mere om branden på brandvæsnets hjemmeside ved at klikke her

Branden medførte et massivt opbud af udrykningskøretøjer