Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. maj 2020

På nuværende tidspunkt har Vejdirektoratet og Barslund A/S travlt med at få nogle “knaster” fjernet på strækningen mellem Ribe Plantage og Føtex.

Nu sker det – stien bliver klar

RYK IND RIBE har i flere omgange måtte beskrive, hvordan uforudsete hændelser har trukket nogle delprocesser i langdrag.

Umiddelbart kan det godt se lidt kaotisk ud – men der er lys forude.

I den kommende uge skulle entreprenøren kunne færdiggøre Plantagekrydset på Obbekærvej – og dermed åbne op for den længe ventede gang- og cykelsti forbi A.P. Jørgensen.

Arbejdede i ferien

Som Vejdirektoratet meddelte forud for Bededagsferien, så ville trafikken blive mere eller mindre forsinket i forbindelse med arbejdet oven på den kommende tunnel under Rute 11. Det gik bedre end forventet, hvilket ikke mindst skyldes fleksibilitet blandt bilisterne.

Trafikken har været begrænset til et spor i Bededagsferien. Det vil lette en del i flowet, når vejen bliver bredere, selvom der også i fremtiden vil være traktorer og landbrugsmaskiner på vejen.

Herunder en række private optagelser fra arbejdet med at sikre de øverste lag på tunnellen.

Grøfter, bassiner og shunt

Syd for tunnellen er der arbejdet med grøfter, regnvandsbassin, shunt SYD og NORD samt finish i forhold til aflevering – harmoniske skråninger og flader.

Endelig har det været en masse arbejde omkring shunt SYD og shunt NORD ved Føtex-rundkørslen – det gælder både bilerne, der skal ind til Ribe fra syd – og bilerne, der skal nord på fra byen. Flere steder arbejdes der med at bringe omgivelserne tilbage til før, vejarbejdet greb ind i omgivelserne – dvs. skabe harmoniske skråninger og flader, som skal tilsås med græs.

Efterhånden er hele bunden udskiftet på shunten -og så kan man komme videre med anlæggelse af selve vejen.