Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 17. august 2026
Syd- & Sønderjyllands Politi har i dag anholdt tre personer i Esbjerg Kommune. De menes at stå bag grov vold begået mod en 16-årig ung mand i Esbjerg onsdag den 12. august.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Syd- & Sønderjyllands Politi efterlyste fredag vidner til episoden og modtog i den forbindelse tip fra borgere, som havde oplysninger til sagen. På baggrund af de oplysninger samt den videre efterforskning lykkedes det politiet at identificere de tre formodede gerningsmænd, som nu er anholdt.
– Vi vil gerne takke for de henvendelser, vi har modtaget i sagen. Det har haft stor betydning for vores efterforskning, siger politikommissær Claus Løbner, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Der er tale om tre mænd på henholdsvis 20, 20 og 16 år. Alle tre er bosat i Esbjerg Kommune.
De anholdte bliver nu afhørt til sagen, og herefter skal det vurderes, hvorvidt der er grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.
Volden fandt sted onsdag aften omkring stierne i Nørreskoven nær Gl. Vardevej og Golfvej i Esbjerg. Kort inden anmeldelsestidspunktet havde den 16-årige kørt på knallert i området, da han blev overfaldet af tre mænd.







































































