Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 8. marts 2024

Den initiativrige og aktive brodøse Joan Eriksen, Gredstedbro, er nu i gang med et nyt spændende projekt: udgivelsen af en bog. Naturligvis om broderi.

– Men det er alligevel broderi på en ny måde, for den kommer til at handle om, at man kan bruge alt, det man finder, i broderiet. Det være sig gamle metaldele, det være sig ting, man finder i naturen. Det handler kun om at have øjnene med sig og se de mange ting, der ligger rundt omkring, fortæller Joan Eriksen.

Selv har hun broderet i mange år, og i dag holder hun blandt andre ting kurser i broderi, ligesom hun sælger mønstre.

– Jeg broderede meget, da jeg gik på seminariet og blev håndarbejdslærer, ligesom jeg tog en bachelor i faget. Desuden blev jeg uddannet brodøse hos Brodøsens Værksted, hvor den meget kendte brodøse Betina Andersen underviste, fortæller Joan Eriksen.

I denne weekend er Joan Eriksen med på BrodeRibes markedsplads i Ribehallen, og har man lyst til at støtte bogudgivelsen med et kontant beløb, får man til gengæld et broderimønster.

– For, som Joan Eriksen siger, det er dyrt at udgive bøger specielt i Danmark, og jeg udgiver bogen på eget forlag.

Den nye bog er planlagt til at udkomme i efteråret. Nogen dato tør Joan ikke sætte på, men den vil kunne bruges som julegave.