Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, video Arkitekttegnestuen Tauman. Fredag den 6. december

Spørgsmålet om at ændre status for landbrugsejendommen Varde Hovedvej 17 fra landbrugsejendom til erhvervsejendom bliver nu forelagt Folketingets trafikudvalg.

Det er formanden for Venstre i Ribe, Anders Rohr Jørgensen, der efter aftale med medlem af transportudvalget, folketingsmedlem Hans Chr. Schmidt (V), indbringer sagen for udvalget med henblik på, at Hans Chr. Schmidt senere kan rejse den overfor transportminister Benny Engelbrecht (S).

Det aktuelle spørgsmål er, om firmaet JRJ Ribe kan få lov til at få udkørsel fra ejendommen til Varde Hovedvej, eller om der – som foreslået af Vejdirektoratet – skal søges gennemført en besværlig og dyr alternativ løsning.

Den af Vejdirektoratet foreslåede løsning betyder, at der skal etableres en ny grusvej hen over andre lodsejeres marker, og det kan blive svært at få tilladelse til at skære lodsejernes marker over for at anlægge en ny vej.

JRJ Ribe har i øjeblikket til huse på en ejendom på Hillerup Markvej, og herfra er firmaets biler kørt til og fra ejendommen via Hillerup Markvej og ud på Varde Hovedvej.

Den ejendom, indehaveren af JRJ Ribe, Jesper Rohr Jørgensen, har købt, ligger ud til Varde Hovedvej omkring 900 meter syd for Hillerup Markvej. Det firmaet nu vil er at flytte den trafik, der nu foregår via Hillerup Markvej 900 meter mod syd til indkørslen til ejendommen. Men det kan Vejdirektoratet ikke godkende, fordi det ifølge direktoratet vil betyde en ny udkørsel fra en erhvervsejendom til hovedvejen.

Hele miseren bunder tilbage i, at Jesper Rohr Jørgensen fik de fornødne tilladelser af Esbjerg Kommune til at ombygge ejendommen til erhvervsejendom, men Danmarks Naturfredningsforening klagede over denne afgørelse. Klagen ligger i Planklagenævnet, og der kan gå måneder, inden denne afgørelse foreligger. Klagen har imidlertid opsættende virkning, og det betyder, at ombygningsarbejdet på ejendommen Varde Hovedvej 17 har ligget stille, siden klagen blev indgivet.

Nu venter Jesper Rohr Jørgensen spændt på, hvad Transportudvalget siger til problemerne med udkørsel.

– Jeg er ked af denne sag. Det eneste, jeg gerne vil, er at passe mit arbejde og min forretning. Jeg har efterhånden brugt masser af tid og penge på sagen, og jeg kan ikke forstå, at det skal give så store problemer, at jeg blot flytter min til- og frakørsel til virksomheden 900 meter længere mod syd, siger Jesper Rohr Jørgensen.

På denne video udarbejdet af Arkitekttegnestuen Tauman kan man se, hvordan den nye ejendom vil komme til at se ud. Klik her