Tekst & Foto: Johnny Tauman
18. marts 2021

Det er lykkes RYK IND RIBE at få faktuelle data fra kommunens trafikplanlægger Lars Finn Jensen. Som skrevet i går så er fortællingen, at en bom er et ultimativt krav for at cykelstien skal kunne etableres. Men nu får du både svar på denne påstand, og hvordan nøgleaftalen ved en bom-løsning forventes at blive.

Projektet falder ikke

– Nej hele projektet falder ikke, hvis der ikke etableres en bom. Lukningen med bom er foreslået for at sikre, at denne vejstrækning, som indgår i cykelstiruten, ikke bliver brugt af gennemkørende trafik, og derved forringer forholdene for cyklisterne. Yderligere kan trafiksikkerheden for de bløde trafikanter forringes, hvis bomanlægget sløjfes, lyder det fra Lars Finn Jensen.

Vejdirektoratet skal godkende ændring

Trafikplanlæggeren påpeger, at Vejdirektoratet vil, i fald der ikke opsættes bom, skulle godkende en projektændring med tilhørende trafiksikkerhedsrevision, da det er et puljeprojekt med støtte herfra.
Derudover er det forvaltningens vurdering, at der skal foretages en ny partshøring, da grundlaget vil være ændret.

 Nøgle til en lodsejer

– Det er værd at nævne, at der er borgere som bifalder spærringen af vejen, siger Lars Finn Jensen og forklarer spørgsmålet om en eller to nøgler: – Der udleveres én nøgle til den ene lodsejer, og det er naturligvis også denne lodsejer, som har ansvaret for at holde bommen lukket.
I tilfælde dette ikke overholdes, vil kommunen kunne kræve nøglen tilbage.
Hvorvidt beredskabet har behov for en nøgle til bommen er endnu ikke afklaret, det kommer helt an på vejens status hos beredskabet. Det vil naturligvis altid blive afklaret inden en sådan løsning etableres.
Kløjsvej skiltes desuden som blind vej ude ved Vester Vedsted Byvej.

 Politiets vurdering

Forvaltningen har med politiet drøftet forslaget om, som erstatning for en bom, at etablere et skiltet gennemkørselsforbud på Kløjsvej og Ulvehøjs strækning mellem V Vedsted Byvej og Okholmvej.
Politiet oplyser, at de vil have stærkt begrænsede muligheder for at håndhæve et gennemkørselsforbud på strækningen. Samtidig har politiet bemærket, at når strækningen nu asfalteres, vil den være mere attraktiv at benytte som gennemkørselsvej for bilister.

Vil ikke modsætte sig

Trafikplanlægger Lars Finn Jensen siger videre: – Politiet vil dog ikke modsætte sig fjernelse af bommen og etableringen af et skiltet gennemkørselsforbud, hvis Esbjerg Kommune, uanset ovenstående, finder det nødvendigt.

Forvaltningens vurdering

Forvaltningen er enig i politiets bemærkning om, at en asfaltering af vejen kan medføre, at den bliver mere attraktiv at benytte som gennemkørselsvej. Hvis bomanlægget sløjfes, kan dette forringe trafiksikkerheden for de bløde trafikanter.