Tekst: Johnny Tauman      Dronefoto: Ove Detlevsen
18. juli 2019

Trafikken gennem krydset Farupvej / Obbekjærvej og Plantagevej glider ganske fornuftigt i ferieperioden. De mange gæster med campingvogne har ingen trafikale udfordringer, når de skal forlade hovedvejen og finde frem til den eftertragtede campingplads, som har rigtig mange, mange overnattende gæster. Men når vejarbejdet genoptages, så kommer der gang i større anlægsarbejder.Krydset skal have 4 gennemgående vejbaner og to svingbaner – og ikke mindst anlægget af den lange tunnel til gående og cyklister vil være en udfordring.
“Ingen kender dagen før solen går ned” – så derfor vil vi ikke komme med dystre spådomme om forsinkelser for alle jer, der skal gennem krydset på vej til arbejde. Vi vil blot give en lille reminder om at køre hjemmefra i god tid – og hvis du påtænker at finde alternative ruter, så er du ikke ene om det. Vi skal alle passe på vore cyklende og gående skolebørn – og rundkørslen Obbekjærvej / Nørremarksvej vil derfor kræve ekstra opmærksomhed og forsigtighed, hvis mængden af bilister som forventet stiger.

Rundkørslen Nørremarksvej / Obbekjærvej vil blive belastet – og der skal tages hensyn til gående og cyklister