Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, fredag den 9. august 2024
På søndag den 11. august kl. 22 afsluttes trafikforsøget med regulering af trafikken på Domkirkepladsen i Ribe. Fra dette tidspunkt vil bommene gå op i Grydergade, Grønnegade og ved Von Støckens Plads, og derefter venter en evaluering af forsøget.
Trafikforsøget skulle lede den gennemkørende trafik udenom bymidten, mens beboere og bilister med et berettiget ærinde kunne til at passere bommene med en køretilladelse. Fra søndag aften kan alle igen frit passere Domkirkepladsen.
Mandag morgen den 12. august fjernes den fysiske del af trafikreguleringen og dermed også kørselsforbuddet i Præstegade. Udstyret med bommene tages ned, plantekummerne i Skolegade køres væk, og de resterende skilte, der har orienteret trafikanter om trafikforsøget, fjernes. I samme ombæring fjernes også de midlertidige p-skilte, der har henvist trafikanter til de ekstra parkeringsmuligheder ved Vittenbergskolen og på Banedanmarks areal ved Tangevej. Hen over sommeren har den udvidede parkeringskapacitet været med til at lette presset på de eksisterende p-pladser, men med trafikforsøgets ophør slutter også denne mulighed.
”Selvom trafikforsøget officielt stopper søndag, vil man i bybilledet stadig kunne se, at indsamlingen af trafikdata fortsætter frem til den 2. september. Derefter pilles også dette udstyr ned”, fortæller Morten Andersson, formand for styregruppen og chef for Natur & Byrum.
Styregruppen for Trafik og Parkering i Ribe skal nu beslutte forløbet for en kommende evalueringsproces, hvor de mange indsamlede data skal gennemgås og vurderes.
Den samlede evaluering af trafikforsøget skal derefter forelægges Plan & Byudviklingsudvalget, som vil tage stilling til resultaterne og overveje eventuelle fremtidige tiltag baseret på erfaringerne fra forsøget.