Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 14. august

Trafikforholdene i den sydlige del af Ribe er lettet en smule i og med, at Stampemøllevej ikke længere er spærret for gennemgående trafik.

Vejen er blevet genåbnet efter at broen over vandløbet på stedet er blevet repareret og har fået fornyet det øverste lag. Det betyder, at trafikken nu igen kan køre fra krydset ved Sønderportsgade-Holmevej-Damvej og syd ud af byen samt den modsatte vej. Det letter ikke mindst forholdene for de mange, store lastbiler, der hver dag kommer til og kører fra Stark. Mens Stampemøllevej var spærret, var disse store biler henvist til at benytte den smalle Damvej.

Tilbage står nu færdiggørelsen af Sønderportsgade fra Nygade til krydset ved Holmevej-Damvej. Selve gravearbejdet på stedet er færdigt, og arkæologerne har færdiggjort udgravningen af Sønderport.

Nu er det brolæggerne, der er gået i gang. Hele arbejdet ventes færdigt i uge 40, hvorefter trafikforholdene i sydbyen igen bliver normale. Indtil videre kan strækningen på Sønderportsgade fra Gravsgade-Skovgade til krydset Holmevej-Damvej befærdes med forsigtighed.

Gravearbejdet i Nygade er færdigt.