Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 15. juli
Trafikbilledet i den sydlige del af den indre by ændrer sig i disse dage, og ikke mindst de mange turister har svært ved at finde rundt i Sydbyen og dermed ind til centrum.
Årsagen er det vejarbejde, der er i gang, hvor både den sydligste del af Sønderportsgade blive renoveret, og hvor broen på Stampemøllevej er totalt lukket for kørende trafik, fordi broen repareres og bl.a. forsynes med ny belægning. Dette arbejde vil vare endnu nogen tid.
Renoveringen i Sønderportsgade er kommet så langt, at forbindelsen til Nygade fra Sønderportsgade og omvendt er reetableret, og det betyder, at der kan køre fra Nygade til den ene del af Sønderportsgade og omvendt.
Den sydligste del af Sønderportsgade fra Nygade og til det gamle Falck-kryds ved Holmevej-Damvej-Stampemøllevej er fortsat spærret. Entreprenørerne mangler stadig at renovere den del af Sønderportsgade, der går fra Gravsgade og Skovgade til det tidligere Falck-kryds. Når entreprenørerne går i gang her, skal arkæologer fra Sydvestjyske Museer foretage nogle udgravninger for at blotlægge Sønderport.
Hele arbejdet med Sønderportsgade ventes at være færdigt i uge 40, hvorefter trafikforholdene i Sydbyen atter vil være normale.
Broen på Stampemøllevej er helt spærret for kørende trafik.











































































