Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. august 2024
Fra mandag skal trafikanterne give sig ekstra god tid, når Obbekjærvej bliver spærret fra rundkørslen ved Nørremarksvej til Plantagevej. Am. direktør Michael Nørgaard fra Nørgaard Anlæg oplyser til RYK IND RIBE, at der er to større opgaver, som skal løses.
Dels skal der lægges fjernvarmerør mellem Plantagevej og jernbanen inklusiv tilslutning til ejendomme på strækningen – dels skal man bruge et stykke af Obbekjærvej, når der skal gennemføres en boring under hovedvejen. – Vi skal bore fra Obbekjærvej til den nordlige side af Farupvej, forklarer Michael, der oplyser, at såvel fodgængere som cyklister kun i begrænset omfang vil mærke arbejdet.
Specielt lastbiler og lastvognstog vil derimod mærke, at en af de vigtige strækninger bliver lukket. – Der er skiltet med gennemførsel forbudt for lastbiler ad Nørremarksvej mod nord, så de skal derimod sydpå forbi Føtex og videre ud på hovedvejen (og modsat).
Michael Nørgaard oplyser, at arbejdet er planlagt til at kunne gennemføres på 6 uger.
RYK IND RIBE følger arbejdet og orienterer løbende!