Tekst & Foto: Johnny Tauman
14. maj 2021

Da RYK IND RIBE forleden kom forbi Spandet Kirke, så efterlod den en tanke – hvor ser den da træt ud. Derfor tog vi straks kontakt til formanden for fælles menighedsrådet, Calle Schneider – og forlagde observationen. Og det blev som sædvanlig en positiv respons med flere nyheder.

– Jeg er glad for, at du holder øje med vores kirke. Vi havde kirkesyn den 6 maj – og ja, den ser træt ud, lyder det fra Calle, som fortæller, at resultatet af kirkesynet er på dagsordenen på menighedsrådets møde den 20 maj.

Formanden fortæller, at provstiet behandler ansøgningen om salg af præstegården i Roager på sit møde her i maj. Lokalt har menighedsrådet lejet en lejlighed til sognepræst Therese Solten og konfirmanderne. Den ligger nabo til kirken – og har oprindelig været skole i Kirkeby.

Menighedsrådet har som tidligere omtalt byggeplaner nær kirken. – I den forbindelse har Nationalmuseet og den Kgl. Bygningsinspektør været på besøg og har sagt god for projektet, bliver den afsluttende positive kommentar fra Calle Schneider.
RYK IND RIBE følger op på mødet kommende torsdag.