Tekst: René Jørgensen foto: privat.
19. juli 2018

 

Træning til næste års Wimbledon-turnering? – Eller træning til Ribedon 2019?

Torsdagstennis med rundstykker præcis: 10.50 for de ældre spillere i Ribe Tennisklub.

Hver torsdag mødes lidt over ”en snes” ældre tennisspillere til spil, instruktion og rundstykker med kaffe.
Dog er der i sommerferien lidt færre, men vi kan nok hver gang mønstre en 10 – 12 stykker, fortæller Poul Erling Christensen, da Ryk Ind ringer og spørger til den muntre overskrift på artiklen, der kommer fra en god bekendt til Poul Erling.

Poul Erling Christensen har været medlem af tennisklubben i 12 år, og hjælper til på torsdagsholdet. Det er i øvrigt Per Borgstrøm som er instruktør/træner og kamp-og banefordeler.

Men en anden vigtig rolle er også overdraget til Poul Erling. Han er den ansvarlige for afhentning af rundstykkerne, der i hele sæsonen er sponseret af POMPEI bageri. Poul Erling er også betroet opgaven som kaffebrygger – en ikke uvæsentlig opgave i en hver forening.

Kl. 10.50 indtager de brave oldboys/girls deres kaffe og rundstykker, og mon ikke der også bliver plads til en lille historie og et godt grin.

Ryk Ind ønsker disse herlige og aktive tennisspillere en rigtig god sommer, og så må vi se hvad den ihærdige træning fører til.