Tekst: René Jørgensen foto: Royal Run
18. december 2024.

Træn med Royal Run: Vi varmer op til den kongelige motionsfest i Ribe

Begynd det nye år med motion og fællesskab til den første Træn med Royal Run event i Ribe den 5. januar og sæt en stærk kurs frem mod 2. pinsedag, hvor Danmarks ældste by lægger gader til den aktive folkefest.

Står Royal Run højt på din liste over det nye års højdepunkter, og glæder du dig til den store motionsfest i Danmarks ældste by? Så snør kondiskoene og gå eller løb med til den første officielle Træn med Royal Run event søndag den 5. januar kl. 10.

Der er start på Torvet ved Hotel Dagmar i Ribe, hvorfra turen går ud på de tre Royal Run distancer. De endelige ruter til selve Royal Run er endnu ikke fastlagt, men fællestræningen tager selvfølgelig deltagerne med på gode ture rundt i den charmerende by. På One Mile er ruten markeret, mens der på fem og ti km er værter til at vise vej. De to første distancer er tiltænkt deltagere, der går eller løber, mens ruten på ti km kun er for løbere.

Alle kan være med, uanset om de er blandt de 10.000 heldige med et startnummer til Royal Run i Ribe 2. pinsedag eller bare har lyst til at bevæge sig og tage del i det royale motionsfællesskab.

Første af fem træningsevents

Esbjerg Kommune, DGI Sydvest og Royal Run står sammen bag fem Træn med-events, som ligger i den første weekend af hver måned frem mod løbsdagen den 9. juni 2025. Træningsdagene får hvert sit tema, men fælles for dem er, at det sociale fællesskab og glæden ved at være aktiv sammen er i centrum.

”Til Royal Run er det vigtigste ikke at komme først over målstregen, men at være med og få en god oplevelse. Det gælder også til vores Træn med Royal Run events, som vi håber, kan motivere folk til at komme ud i den friske luft og gå eller løbe en tur sammen med andre. Vi ved, at mange af dem, der deltager i Royal Run, ikke har erfaring med motionsløb, og derfor vil vi gerne tage dem i hånden og invitere dem ind i fællesskabet,” siger Esbjerg Kommunes Bevæg dig for livet-koordinator, Thomas Rejkjær Nielsen.

Det er gratis at deltage i Træn med Royal Run, og alle er velkomne. Den 5. januar er der goodiebags til de første 200 deltagere og vand og frugt til alle.