Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 8. august

En stak træpaller og affald brød først på aftenen i brand på en grund mellem Ternevænget og Nørremarkstien tæt på børneinstitutionen Mælkebøtten.

Ilden bredte sig på grund af tørken hurtigt til det omliggende græs, men brandvæsnet fik hurtigt bugt med ilden. Der var på intet tidspunkt fare for bygninger. En god portion vand sørgede for efterslukningen i den tørre vegetation, så branden ikke kunne blusse op igen.

Hvordan branden er opstået, vides ikke i skrivende stund. De brændte paller lå skjult bag en bevoksning.

Branden opstod på en grund, der tidligere ifølge naboerne har været brugt til boldspil. Grunden har de sidste mange år ligget ubrugt hen.

Så vidt Rykind erfarer, er grunden udmatrikuleret til lodsejerne på Ternevænget, Løvsangervænget og Tornskadevænget jf. en servitut fra udstykningen af Nørremarken.