Tekst og fotos Hase Jørgensen, fredag den 28. juni

Det var på mange måder en traditionsrig dag, da der fredag var translokation på Ribe Katedralskole.

Som det sig hør og bør var vejrguderne med arrangementet, og translokationen fandt sted i den traditionsrige gård foran skolens hovedbygning. Med taler, jubilarer, gæster og overrækkelse af eksamensbeviser til de håbefulde unge mennesker.

Men det var også en historisk dag, for for første gang var der også handelsstudenter med blandt de, der kunne modtage beviset for veloverstået studier.

De mange studenter ventede på deres eksamensbevis.

Som bekendt blev handelsgymnasiet fusioneret med katedralskolen, og blandt andet det kom rektor Kristian Bennike ind på i sin omtalte af årets gang.

Kristian Bennike talte om det turbulente år, hvor fusionen fandt sted, og hvor handelsstudenterne måtte flytte fra Skyttevej til Puggårdsgade. Flytningen startede med, at kantinen på Skyttevej blev lukket, derefter blev de bløde sofaer fjernet, og efter årsskiftet skulle de studerende møde på en ny matrikel.

Og for de studerende og lærerne på katedralskolen var det et år på en byggeplads, hvor hovedbygningen i Puggårdsgade gennemgik en omfattende renovering, og hvor der blev bygget nye huse med to klasselokaler i hver, som er faldet godt ind i bybilledet.

Traditionens tro var der også mange pårørende og tidligere studenter til translokationen.

Traditionerne blev fulgt op med afsyngning af skolens kantate, overrækkelse af gaver og flidspræmier til de, der har gjort en særlig indsats, og tale til de nybagte studenter.

Jacob A. Riis

Her tog rektor udgang i Jacob A. Riis, der tog til Amerika, og som Kristian Bennike mener, vi alle kan lære af.

-Der er to ting der fascinerer ved ham, sagde rektor og fortsætte: -En tro på at hvis man gerne vil opnå noget, så skal man bare blive ved. Det lykkes altid til sidst at få prinsessen. Men det er ikke historien om Klodshans, der ganske sorgløst går ud af landevejen. Historien om Jacob A. Riis har også en anden dimension. Man kommer ikke ubekymret gennem tilværelsen, og livet er på ingen måde forudsigeligt. Jacob Riis levede ikke sit liv ud fra devisen om at enhver er sin egen lykkes smed og står sig selv nærmest, men alt hvad han gjorde, var gennemsyret af social bevidsthed og et blik for fællesskabet.

Uendelige muligheder?

Om et øjeblik får I jeres eksamensbeviser, som et synligt bevis på to eller tre års hårdt arbejde, hvad enten I har fordybet jer i afsætning og international økonomi, matematik og fysik, græsk og latin osv. I er klar til at gå ud i verden, og man kunne spørge om situation er anderledes for jer end den var for Jacob A. Riis.

I de sidste årtier har mange påstået at de unges muligheder er uendelige. I er blevet døbt generation Z. Da I blev født, var Google allerede opfundet og I, er den første generation der er fuldt digitale på samtlige platforme.

Det kunne se ud som om alting er meget nemt. Globaliseringen, individualiseringen og al den moderne teknologi har sprængt alle rammer. I vælger frit på alle hylder og der er store forventninger til jer. Men hvad er så udfordringen, hvorfor er der en del unge der ender med at opleve utryghed eller utilstrækkelighed.

Lige nu er der en lang række begivenheder, der er med til at påvirke jeres muligheder og handlerum, så måske er der ikke så mange frie valg som vi tror. Man har et stykke tid talt om uddannelsesloft og kravet om hurtig at gennemføre sin uddannelse. Alle taler om Klimaet og mange bekymrer sig om klodens fremtid. Også her på skolen har I udtrykt jeres bekymring og demonstreret. Vi lever i en tid med global politisk og økonomisk usikkerhed, hvordan kommer Brexit til at påvirke resten af Europa og hvad betyder det, at der så mange steder i verden, er mennesker der flygter fra deres hjemland.

I skal bygge bro

Det er alt sammen begivenheder der ligger som en understrøm af usikkerhed i den enkeltes liv og som er med til at skabe en kløft mellem forventninger og idealer på den ene side og ungdomslivets realiteter og vilkår på den anden side. Jeres udfordring er at bygge bro og skabe den nødvendige sammenhæng mellem forventningerne og realiteterne. Denne udfordring bærer I med jer herfra og det er mit håb at skolen har rustet jer til denne opgave. En opgave der aldrig må tynge jer så meget at I ikke søger eventyret.

For hver og en af jer, er der noget og nogen der venter på jer, hvem ved måske en Elisabeth. Rejs ud og find ud af det, men sørg også for, på jeres rejse, at gøre noget for de fællesskaber I kommer til at indgå i undervejs, sagde rektor bl.a.

Traditionen tro var der også tale fra eleverne, og der var rigtig mange jubilarer. Blandt dem var der to 80-års jubilarer fra den gang, man kunne tage realeksamen på katedralskolen.

Ialt var der 255 studenter, der fik eksamensbeviser, og derefter var der reception arrangeret af Ripensersamfundet og den traditionelle fotografering med efterfølgende kørsel i hestevogn og andre køretøjer rundt til de stolte forældre.