Tekst og foto: René Jørgensen
28. marts 2025.

Traditionen tro åbnede Isvaflen med en lang kø

Endelig! – Vi glæder os meget til at åbne dørene til Isvaflen, fortæller Jannie Aarhus, der sammen med sin mand, Kristian Aarhus, er de nye ejere. Kort før butikken sælger den første isvaffel, den klassiske „Go daw vaffel‟, tilføjer hun:

– Det er en tradition, vi ikke vil undvære.

Den populære vaffel består af tre kugler i en hjemmebagt vaffel med guf, softice og syltetøj – og koster kun 15 kroner.

På åbningsdagen var stemningen høj:

– Vi har glædet os til at skyde is-sæsonen i gang! Derfor giver vi i morgen, lørdag, de første 100 betalende kunder et gavekort til en gratis softice med drys. Gavekortet gælder hele sæsonen, men kan først bruges fra på søndag, fortæller Kristian Aarhus.

Som nævnt ved overtagelsen af Isvaflen, kan gavekort købt sidste år bruges i 2025.

En travl start på sæsonen

Da klokken slog 10, var køen allerede lang, og det var tydeligt, at mange i gaden målrettet gik efter en is.

I køen stod blandt andre 14 elever fra 7.A på Ansgarskolen, der var ude at gå en tur i klassens time med deres lærer, Karin Nymark Andersen. Humøret var højt – og hvem ville ikke være glad for en is midt i skoletiden?

Inde i butikken ventede 2-årige Pelle tålmodigt på, at det blev hans tur. Udenfor havde hans far, Emil, fundet et bord, hvor de kunne nyde isen sammen med Jonna, der er født i Ribe og kender de lækre is fra Isvaflen særdeles godt.

I takt med at Ribe-borgerne får fri eller holder middagspause, vil køen vokse endnu mere.

Da der ikke var kommet nye meldinger om begivenheder i Ribe, blev det tid til at pakke blok og kamera væk – og nyde en Go daw vaffel.

Var isen god?
Det var den!

Med så mange kunder er det godt med erfaring. Det har Jannie Aarhus, da hun tidligere var ansat i Isvaflen og kender det hele

7A havde ikke de store problemer med at klassens time skulle foregå ved Isvaflen

 2-årige Pelle nyder isen sammen med far og mor, Emil og Jonna