Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, tirsdag den 25. marts 2025

De handlende i Ribe har inviteret alle skolernes 4. klasser i området til at skrive et gækkebrev og aflevere det på cafe Quedens. Og alle de indleverede gækkebreve vil blive udstillet i byens forretninger som tegn på, at påsken nærmer sig og for at vedligeholde en gammel tradition, nemlig den at skrive gækkebreve.

De handlende har allerede fået flere gækkebreve fra privatskolen og Ansgarskolen. Tirsdag var det så 15 elever fra 4. a på Vittenbergskolen, der afleverede deres gækkebreve og til gengæld fik et påskeæg og en slikkepind mod at love, at de ville børste tænder tirsdag aften.

Som Lise Frederiksen, Quedens Gård fortæller, var det nogle utroligt søde unge mennesker, der var på besøg.

– Og de fik selvfølgelig at vide, at når de går i 7. klasse, kunne de få et job. De skal bare henvende sig. Vi skal jo motivere dem i tide til erhvervslivet.