Tekst og foto: René Jørgensen
12. november 2024.

Torvets juletræ er på plads

Det store juletræ ved Domkirken i Ribe er nu sat op. Johannesens Kranservice fra Esbjerg havde tidligt om morgenen været i Marbæk ved Esbjerg for at finde et stort, stabilt træ, der kunne pryde torvet i juletiden.

De fleste husker nok stormen Pia, som sidste år fik juletræet til at knække midt over torsdag den 21. december først på aftenen. Den kraftige storm fejede ind over landet, og inden midnat havde vinden også væltet juletræet ved skøjtebanen i Esbjerg.

Det kræver erfaring at få et så stort træ gennem Ribes smalle gader, men Henning fra kranfirmaet har i mere end 20 år leveret juletræer til Ribe og er en rutineret herre. Han bakker gerne langt ind i skoven ved Marbæk for at finde det perfekte træ til byens borgere.

“Alle de år, jeg har leveret juletræer til jer, har I fået de bedste af slagsen,” lød det fra Henning.

Mange turister og borgere var mødt op på torvet for at se Entreprenørafdelingen fra Esbjerg Kommune få træet sikkert på plads.

Nu mangler kun lysene på træet. Juleboderne er klar, og torvet i Ribe står nu parat til “Jul i Ribe.”

Det stemningsfulde julemarked starter fredag den 29. november, og lørdag bliver julemanden vækket kl. 10.00 på Torvet.