Tekst & Foto Johnny Tauman
20. november 2019

Væggen på kontoret er fyldt med gadgets, røde og blå spilletrøjer og hatte i alle mulige faconer og farver hos Torben Andersen i Gredstedbro – og glæden ved at følge Team Esbjerg og Ribe-Esbjerg HH lyser ud af øjnene, når han først begynder at fortælle. Torben er formand for Team Esbjergs fanklub.

En rigtig fanvæg – hvor guldhatten var “toppen”

DM-finalen var klasse

Guldhatten minder formanden om successen med Danmarksmesterskabet vundet i udekampen over Herning-Ikast – en kamp, som Torben ”vandt” sammen med kvinderne fra Team Esbjerg – eller som han plejer at udtrykke det: ”sammen med pigerne”.

Torben Andersen er formand for fanklubben i Team Esbjerg – det giver gode kontakter rundt i håndboldverdenen.

Kan disponere over 100 pladser

Torben Andersen nyder arbejdet i fanklubben, som har givet ham mange kontakter i Dame LIGAEN. ”Vi ringer til hinanden – og aftaler fx ankomst til hallerne og antallet af fribilletter – ind til 100 – (4 klubber er ikke med i aftalen),” fortæller han til RYK IND RIBE. ”Vi sender, hvor det er muligt en bus afsted med tilskuere for at heppe på holdet, men det kan godt blive lidt vanskeligere i den kommende periode, da vi har mistet muligheden for at score ekstra sponsorkroner i forhold til den missede deltagelse i Final4”.
Og så drømmer Torben om at komme til at matche fanklubben i Nykøbing Falster: ”Den er bare SÅ suveræn” – jo, der er ved at være skabt en bæredygtig fankultur i Dame LIGAEN.

Torben bruger mange timer på arbejdet i fanklubben

Team har nogle gode piger

Hjertet banker mest for Team Esbjerg – og her kunne herrerne i Ribe-Esbjerg HH lære noget.
”De kvindelige håndboldspillere har respekt for den støtte og hjælp, som en fangruppe kan give. Efter hver kamp kommer de forbi os, efter de har gennemført hilsepligten ”tak-for-kampen” med modstanderholdet – og hilser på os! Og så har vi en gevinst på målmandsposten. Vores fantastiske målmand Rikke Poulsen – ligaens bedste – har overskud til at ”peppe publikum op” med fagter og smil,” siger formand Torben Andersen, som godt kunne tænke sig nogle flere medlemmer. Fanklubben har registreret 40 medlemmer. Blandt publikum ses fangruppen i klædt RØDE spilletrøjer – og det er uanset alder.

Torben bærer altid Philip Holms trøje til REHH´s kampe

Fan af Philip Holm

Der har været mange gode profiler gennem tiden – både på kvinde- og herresiden. ”Hvis vi lige parkerer Estavana Polman, som er helt unik, så har jeg fulgt Lotte Grigel, Philip og Jacob Holm siden de som helt unge – gennem 7 år – deltog i DGI´s sommerhåndboldskoler. Disse tre lokale spillere har betydet meget for håndbold interessens udvikling i det vestjyske”, fremhæver Torben Andersen, som også kan oplyse, at Lotte og Philip var ungdomskærester. Philip har altid betydet noget særligt, så derfor har Torben også hans klubtrøje på til REHH´s kampe – og så følger han også Philips karriere i udlandet (Schweiz).

Gode kontrakter i hus

”Det er en kæmpe gevinst for Team Esbjerg, at Estavana har forlænget sin kontrakt. Hun er en alsidig spiller – med temperament, men til gengæld er hun ikke ramt af snobberi,” fastslår fangruppens formand, som også deltager i møder med Team Esbjergs ledelse for at lægge strategier. ”Men der er også mange andre supergode og søde holdspillere”.

Det var begrænset med tilskuere til TV-kampen mod Århus Håndbold

Torben Andersen peger på nogle centrale punkter – for hvorfor kan Ribe-Esbjerg HH kun samle 848 tilskuere til en ligakamp i Blue Water DOKKEN, når Team Esbjerg gang på gang ligger over 2200.

Det lokale islæt betyder noget

”De lokale drenge – Pelle, Jacob, Philip, Niels Dahl, Mathias Jørgensen etc. – trak og trækker folk i hallen – lokale helte er et MUST,” vurderer Torben, der alligevel også må erkende, at der er købt stærkt og klogt ind i Team Esbjerg – både danske og udenlandske spillere.

Torben interesserer sig også for fodbold – men følger ikke kampene så trofast som i hallerne

Følger også fodbold

Det var helt tilbage i 82, at Torben Andersen flyttede til Gredstedbro – han er født i Århus og spillede selv bold i Fuglebakken og fulgte såmen AGF. I dag er det EFB, som er favoritklubben, og trods den dårlige sæson, så hænger en miniklubtrøje i frontruden ned fra bilens bakspejl.
”Man er vel en rigtig fan!”