Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 24. oktober 2025

Rammerne var perfekte, da Torben Bramming fredag sidst på dagen præsenterede sin nye roman, Gudernes genkomst. Sct. Catharinæ Kirke og Tårnborg oser af historie og atmosfære, og det er nøjagtigt det samme, bogen gør.

Som tidligere omtalt her på siden, er der tale om en historisk thriller, der trækker tråde fra Mexico til Ribe, fra historien til nutiden, fra overtro til virkelighed og rummer masser af spænding.

At dømme ud fra de sentenser, som Torben Bramming ved præsentationen læste op, er der både tale om spænding, magi, trolddom, heksejagt og et genkendeligt billede af gamle Ribe, hvor to unge piger fra Ribe Katedralskole spiller en stor rolle.

Uden endnu at have læst bogen, kan vi fortælle, at historien går helt tilbage til Aztekerne i Mexico til nutidens Ribe, og at dømme ud fra de afsnit, Torben Bramming læste op ved præsentationen, er der både spænding og intensitet i bogen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ribe Ungdomskor sang smukt og klangfyldt.

I Sct. Catharinæ Kirke, der som bekendt er en gammel klosterkirke, præsenterede Torben Bramming første del af seancen, og her sang Ribe Ungdomskor en gammel latinsk sang, som munkene formentligt har sunget i kirken i deres tid, samt et par nyere sange skrevet af den lokale Troels Pedersen inspireret af datidens latinske sange.

Efter præsentationen i kirken gik deltagerne til Tårnborg, hvor der blev serveret et par glas med bobler, og hvor Ribe Ungdomskor igen sang nogle sange bl.a. med tekst af Troels Pedersen. Både i kirken og i Tårnborg leverede ungdomskoret en flot præstation med stor stemmefylde og klang.

Bogen er ikke en letvægter. Den er på 364 sider og koster 249 kroner. Den kan bl.a. købes i Ide og Bog i Saltgade, Ribe.

Efter præsentationen, signerede Torben Bramming bogen.