Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 19. september

En politisk beslutning om at fjerne toiletterne på Sct. Catharinæ Plads bliver nu effektueret.

Arbejdet begynder sidst i oktober, og toiletbesøgende skal derefter søge mod Domkirkepladsen.

Med åbningen af det nyrenoverede toilet på Domkirkepladsen, er der skabt mulighed for, at den planlagte fjernelse af dame- og herretoiletterne på Sct. Catharinæ Plads kan begynde. Det har hele tiden været planen, at toilettet skulle nedlægges, for driftsmidlerne skal fremover bruges på toilettet på P-Nord.

Toiletterne på Sct. Catharinæ Plads har den hage, at de ligger under jordoverfladen, og de er derfor ikke handicapvenlige, da adgangen foregår via en relativ stejl trappe. Desuden er toiletterne af ældre dato og bestemt ikke tidssvarende.

Morten Andersson, Esbjerg Kommune, oplyser, at efter en veloverstået turistsæson begynder man at fjerne toiletterne mandag den 22. oktober, og hvis alt forløber planmæssigt burde alle spor efter det gamle toilet være helt væk efter 14 dage. Mens arbejdet står på, vil springvandet på pladsen være ude af drift, da der lukkes for strømmen til pumpen, som regulerer vandforsyningen.

De fire p-pladser tættest på indgangen til toilettet inddrages midlertidigt til byggeplads til og med den 5. november 2018.