Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 15. oktober 2025
“At rejse er at leve,” skrev H.C. Andersen – og da de første jernbaner blev etableret, var han blandt de første til at benytte denne rejseform og skrev selvfølgelig begejstret om den mageløse opfindelse – og den svimlende hastighed!
Den første danske jernbane åbnede mellem København og Roskilde i 1847, og siden spredte skinnerne sig ud over landet. Ribe fik sin station i 1875 – for præcis 150 år siden – og det blev markeret tidligere i år.
Selv om jernbanens tid som centrum for al transport er forbi mange steder, lever sporene videre – både fysisk og kulturelt. I Ribe er de gamle bygninger heldigvis bevaret og genoplivet med nyt liv i remisen og pakhuset.
Toget er siden H.C. Andersens tid kørt ind i både vores sprog og i romaner, noveller, film og malerier. Toget er nemlig ikke bare et transportmiddel, men også et stærkt symbol på forandring, bevægelse og udvikling – for det er jo aldrig den, der bliver stående på perronen, der kommer videre.
Torsdag den 23. oktober kl. 18 – 21 inviterer Ribe Bryghus og LæseSelskabet til et stemningsfuldt arrangement om tog, rejser og litteratur i den tidligere remise.
Vi begynder med hyggelig fællesspisning kl. 18, og kl. 19 tager LæseSelskabet over med to oplæsningsrunder à 45 minutter med en pause imellem.
- Hans Christian Vester læser tekster fra H.C. Andersen og frem til 1900.
- Peter Hyldahl og Bodil Sixhøj Hyldahl fortsætter med oplæsninger fra 1900-tallet og frem til i dag.
Entré: 50 kr. (gratis for medlemmer af LæseSelskabet)
Forplejning afregnes direkte med bryghuset.
Tilmelding: Bestil bord via sms til 40 43 17 12 eller mail til mail@ribebryghus.dk.
Der er begrænset antal pladser til spisning – ønsker du kun at deltage i oplæsningen, er du velkommen til at møde op kl. 19 og se, om der er ledige pladser.
Kom og oplev en aften, hvor der fløjter afgang for tog og rejser i litteraturens spor!











































































