Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 11. september 2023

Flere bilister var mandag midt på eftermiddagen indblandet i et voldsomt færdselsuheld på Toftlundvej syd for Ribe, men heldigvis kom ingen personer noget alvorligt til.

Der blev sendt adskillige udrykningskøretøjer til uheldsstedet, og Toftlundvej var i en længere periode spærret for alle former for trafik.

Det har ikke været muligt hos politiet at få at vide, hvor mange køretøjer, der var impliceret, men Ryk Ind Ribe erfarer, at der er tale om store materielle skader.

Også på Ribevej i Egebæk var der færdselsuheld. Her kørte tre biler sammen i et harmonikasammenstød, og to personer blev i ambulance kørt til tjek på sygehuset i Esbjerg.