Tekst og fotos: Hasse Jørgensen, copyright. Tirsdag den 3. juni
Kok Tobias Skovmose har pr. 1. august 2018 forpagtet Brorsonsminde i Ribe af Lise Frederiksen.
Tobias har tidligere været ansat på Quedens Gaard og Brorsonsminde og kender stedet og byen rigtig godt.
Lise Frederiksen siger selv, at årsagen til bortforpagtningen af Brorsonsminde skyldes et ønske om at trappe ned.
– Jeg har drevet både Cafe Quedens og Brorsonsminde, og det er faktisk to fuldtidsjobs. Det går ikke i længden, og derfor har jeg besluttet, at nu skal det være. Det er ikke en beslutning, der er kommet over natten.
– Jeg er glad for, at det er Tobias, som kommer til at køre stedet videre. Jeg ved, at han holder ligeså meget af det, som jeg selv gør, så jeg er helt tryg ved at overlade rorpinden til ham, siger Lise Frederiksen.
Som jeg kan lide det
Tobias Skovmose er uddannet kok på Tønderhus og har i seks år arbejdet for lise Frederiksen på Cafe Quedens og Brorsonsminde indtil parrets veje skiltes for 15 måneder siden. I de 15 måneder har Tobias Skovmose været på Gram Slot og nu på Hotel Britania i Esbjerg.
Han har ikke planer om de store revolutioner på Brorsonsminde men har dog en ide om en mindre ombygning, som måske kan laves indenfor de næste fem år.
– Jeg kender jo stedet, og det er mig selv, der har været med til at bygge det op, så det ”kører” som jeg kan lide det. Jeg vil gerne give gæsterne en fantastisk oplevelse, siger Tobias Skovmose.
Alle, der har bestilt fester og arrangementer efter den 1. august, vil blive kontaktet i den nærmeste fremtid med henblik på at få genbekræftet detaljerne om deres arrangementer.
Ændringen betyder at Quedens Gaard og Brorsonsminde opdeles. Lise Frederiksen vil fortsætte med at drive Café Quedens som hidtil.
Musikforeningen Quedens har hidtil holdt til på Brorsonsminde og det vil foreningen også fortsætte med.
Quedens og Brorsonsminde
Cafe Quedens har til huse i Quedens Gård, der er en bygning fra 1582. I 1834 købte købmand Johannes Harbo Quedens, og han overtog den eksisterende købmandsforretning.
Bygningerne tilhører i dag Sydvestjyske Museer, og siden 1965 har der været først butik og siden cafe i lokalerne.
Brorsonsminde er fra 1899 og bygget som missionshus af Indre Mission. Navnet refererer til salmedigteren og biskop Hans Adolph Brorson (1694-1764), som var biskop i Ribe.