Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 18. april
Millionbranden på den historiske hovedbygning, der rummer Kjærgaard Landbrugsskole, er formentlig påsat. JydskeVestkysten oplyser, at to mænd på henholdsvis 25 år fra Vejrup og 26-år fra Rødekro er varetægtsfængslet i fire uger sigtet for en række brandstiftelser og indbrud.
Politiet mener ifølge JydskeVestkysten, at de to også er brudt ind på kontoret på landbrugsskolen og har sat ild til. Det er fundet af en række effekter, som politiet kæder sammen med de to unge mænd.
Branden opstod sidste søndag eftermiddag og medførte, at brandvæsnet fra Bramming, Ribe og Esbjerg blev tilkaldt. Den ene fløj, der bl.a. rummer administrationen, blev stærkt beskadiget af branden, der udløste en røggaseksplosion, som medførte skader på murværket.
Skadernes omfang er endnu ikke opgjort, men skolens kontorer er udbrændte, og dermed er uerstattelige papirer gået tabt.