Tekst Hasse Jørgensen, foto REHH’s hjemmeside.

Samtidig med, at Ribe-Esbjerg HH i de to sidste kampe har fået et par meget flotte sejre med fire vigtige point til følge, er klubben begyndt at minimere sin spillertrup.

Det er netop bekræftet, at Rasmus Nielsen og norske Hermann Vildalen med øjeblikkelig virkning forlader Ribe-Esbjerg HH.

Ifølge TV2 Sport skal Rasmus Nielsen til SønderjyskE, der har fået Christian Jensen korsbåndsskadet. Hermann Vildalen tager tilbage til Norge, hvor han ifølge TV2 Sports oplysninger skal stemple ind hos ØIF Arendal.

Formand for eliteudvalget i Ribe-Esbjerg, Sune Agerschou, bekræfter overfor TV2 Sport, at Rasmus Nielsen og Hermann Vildalen skifter væk fra klubben.

Rasmus Nielsen har været en af de bærende spillere hos REHH, mens Hermann Vildalen kom på en tre-årig kontrakt som en spiller, der skulle forstærke holdet og indtage en central plads. Det gik dog ikke helt som forventet. Vildalen har ikke fået så meget spilletid, og han glæder sig ifølge TV2 Sport til at komme til et hold, hvor han får mere spilletid og en større rolle på holdet.