Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe og kunstmuseet, tirsdag den 24. september 2026

Ribe Kunstmuseums bestyrelse er på et møde den 23. marts tiltrådt med to nye medlemmer og en ny formand. Museet har en bestyrelse på syv medlemmer, som har bestået af Jens Henriksen som formand, Ib Laursen som næstformand, og Elof Westergaard, Anne Marie Nielsen, Mikkel Bogh, Susanne Fricke og Tina Skov Larsen som bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsesformand Jens Henriksen har valgt at træde ud af bestyrelsen efter 25 år, de sidste knap 15 år som formand. Jens Henriksen siger: – Det har været et privilegie at være med i bestyrelsen på et af provinsens flotteste museer og at have været med til en fantastisk udvikling til i dag at være et særdeles veldrevet kunstmuseum. Jeg er glad for at kunne give stafetten videre til Elof Westergaard som ny formand.

Bestyrelsesmedlem Anne Marie Nielsen, tidl. vicedirektør på Ny Carlsberg Glyptotek, valgte også at træde ud af bestyrelsen efter knap 15 år. De to erstattes af Kristian Rasmussen, kreativ leder af og direktør for Ribe Pakhus, og Gertrud Hvidberg-Hansen, direktør for Ny Carlsberg Glyptotek.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kristian Rasmussen og Gertrud Hvidberg-Hansen

Kristian Rasmussen (f. 1979) har siden 2022 været ejer af Ribes tidligere godsbanegård, som han har renoveret og omdannet til café og kulturhus. Renoveringen af den fredede bygning er blevet præmieret af Esbjerg Byfond. Kristian Rasmussen er bosat i Vester Vedsted.

Gertrud Hvidberg-Hansen (f. 1968) har været direktør for Ny Carlsberg Glyptotek siden 2000. Før det var hun direktør for Faaborg Museum (2013-2000). Hun er cand.mag. i kunsthistorie og fransk fra Aarhus Universitet og bosat i Odense.

Bestyrelsen har desuden konstitueret sig med biskop Elof Westergaard som ny formand og Ib Laursen fortsat som næstformand. Elof Westergaard har siddet i museets bestyrelse siden 2018. Elof Westergaard udtaler: – Ribe Kunstmuseum er et vidunderligt sted: fra lyset i En Barnedaab til stemningen i Mit frokostbord i Portofino. Jeg er glad for at påtage mig opgaven som bestyrelsesformand og støtte museets udvikling.

I forlængelse af kommunalvalget er Tina Skov Larsen blevet genudpeget som Esbjerg Kommunes repræsentant i museets bestyrelse.

Bestyrelsen består således af fire mandlige og tre kvindelige medlemmer.