Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 14. september 2025

REHH har indgået aftale med to spillere fra klubbens eget ungdomsmiljø. Det drejer sig om venstre fløj, 20-årige Jacob Overgaard og playmaker/venstre back, 19-årige Oliver Sundtoft. Jacob er 1. års senior og Oliver U-19 spiller.

Oliver Sundtoft glæder sig til at blive en del af REHH’s ligatrup: – Jeg har spillet i Ribe i hele mit liv, så det betyder meget for mig at fortsætte i klubben. Jeg ser frem til at lære af de erfarne spillere og udvikle mig i det gode miljø omkring holdet.

Jacob Overgaard har ligeledes altid spillet i Ribe og set op til ligaherrerne: – Det har været en drøm for mig at være en del af klubben. Jeg håber på at kunne udvikle mig nok til en dag at blive en fast del af holdet.

”Aftalerne med Oliver og Jacob er helt i tråd med REHH’s talentstrategi. Både klubben og de to unge spillere får mulighed for at prøve grænserne for talentet af. Ønsket er selvfølgelig, at de en dag har formatet til ligaen. Vi glæder os meget til at følge dem begge” hedder det i en pressemeddelelse fra REHH.

Aftalen med begge spillere løber fra 2025-27.