Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Fredag den 24. maj
De kommende dage byder på to spændende korkoncerter i Ribe Domkirke.
I morgen, lørdag den 25. maj klokken 16 er der Sønderjysk Pigekor, der giver koncert, mens der fredag den 31. maj klokken 16.30 holdes en kort fyraftenskoncert med Stillingkoret.
Sønderjysk Pigekors Koncertkor består af 75 piger i alderen 12-20 år. Koret er “topkor” i Sønderjysk Pigekor og Drengekor, der alt i alt tæller 200 sangere i alderen 4-50 år – inkl. et forældrekor.
Ved koncerten i Ribe Domkirke præsenterer koret et varieret program med primært nordiske korsatser af bl.a. Carl Nielsen, Michael Bojesen, Knut Nystedt og Ola Gjeilo. Programmet er uddrag af det repertoire, koret rejste til Canada og USA med i påsken 2019.
Koret arbejder bevidst med opstillinger og koreografi. Hele kirkerummet bruges under koncerten, hvorved publikum forhåbentlig får oplevelsen af at blive “indhyllet” i sang.
Entré til denne koncert er 50 kr., studerende ½ pris og under 14 år gratis.
Stillingkoret, der består af ca. 50 sangere ved denne lejlighed, synger 1/2 times musik i Domkirkens åbningstid.
Korets dirigent, Niels Jørgen Tranberg, er selv uddannet barytonsanger fra Det Jyske Musikkonservatorium, men supplerer sit virke som opera- og oratoriesanger med at arbejde som organist ved to mindre kirker mellem Aarhus og Silkeborg. Desuden dirigerer han Det Store Stillingkoret, som synger et blandet repertoire både med og uden akkompagnement.
Ved kororglet sidder korets faste akkompagnatør, Kasper Walther Sørensen, der som Niels Jørgen Tranberg er uddannet organist fra Vestervig Kirkemusikskole.
Der er gratis adgang til koncerten, der varer ca. ½ time.