Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 23. september

Ribe Domkirke bliver i løbet af den første del af oktober rammen om to spændende koncerter med henholdsvis Opus Zoo og Herning Kirke drengekor.

Søndag 4. oktober kl. 15 inviterer Ribe Musikforening og Ribe Domkirke til koncert med blæserkvintetten ”Opus Zoo” i en koncert, der pga. coronasituationen blev aflyst i foråret.

Kvintetten er ikke et ukendt navn i Ribe, idet de fem meget velspillende unge musikere stod for en veloplagt afslutningskoncert ved kulturnatten i 2015. Ensemblet har opkaldt sig selv efter et spektakulært musikstykke af komponisten Luciano Berio, Opus Number Zoo. Det er et værk med korte satser, som hver især fortæller en fabel for børn. Ensemblet lægger stor vægt på formidling af musikken og besøger hvert år en lang række skoleklasser for at fortælle og spille. Ved koncerten spilles foruden musik af Berio også musik af to kvindelige komponister: den franske 1800-tals komponist Helwige Chrétien og den nulevende danske komponist Naja Scheel. Desuden bliver der mulighed for at høre musik af Joseph Haydn og Carl Nielsens elskede blæserkvintet. Koncerten er tidligere annonceret til at finde sted i Kannikegården, men den finder af pladshensyn sted i Domkirken.

Der er koncertintroduktion kl. 14.30, hvor der bliver lejlighed til at høre lidt om baggrunden for eftermiddagens musik. Dørene åbnes kl. 14, og det koster 100 kr. Børn u. 14 år er gratis.

I en tid, hvor mange af landets kor bogstaveligt talt holder vejret, holder Herning Kirkes Drengekor og deres nye dirigent, Charlotte Rowan, fanen højt. De besøger Ribe Domkirke ved en koncert fredag 9. oktober kl. 19.30, hvor de præsenterer et smukt program med musik af bl.a. Duruflé, Tallis, Lauridsen, Gjeilo og Stanford, alle komponister, der har leveret det bedste til kormusikkens standardrepertoire.

Koret består af ca. 50 sangere, og Domkirken og korets administration sørger for den rette afstand mellem sangere og tilhørere.

Herning Kirkes Drengekor blev stiftet i 1949 og er dermed et af Danmarks ældste drenge- og mandskor. Koret har de sidste årtier været banebrydende for hele Danmarks korarbejde og igangsættere for adskillige sangcentre og sanginitiativer med stor gennemslagskraft. En række af Danmarks førende musikere er udsprunget fra koret, og bl.a. Domkirkens nye kantor, Morten Bunk, er udgået fra det fine opdragelsesarbejde, som koret har stået for i mere end en menneskealder.

Dørene åbnes kl. 19, entréen koster 50 kr. og børn under 14 år går gratis.