Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 23. marts.

Det må siges, at være dagens gode gerning. Respekt!

Søskendeparret Jeanne og Casper var lørdag eftermiddag travlt beskæftiget ved rundkørslen ved det tidligere Fakta og Rema 1000 på Nørremarken. Beskæftigelsen gik ganske enkelt ud på at samle affald fra vejgrøfterne, og i løbet af kort tid havde de to samlet en stor plastiksæk fyldt med alle mulige former affald.

– Jeg var med min mormor i Rema 1000, og så spurgte jeg, om ikke jeg måtte få sådan en tang til at samle ting op med. Det fik jeg, og så spurgte jeg min søster, om hun ikke ville med ud og samle affald. Nu har vi samlet affald i hele grøften her, forklarer Casper og peget på grøften langs den gamle del af Koldingvej, som i dag er en blind vej.

Skal i ud igen?

– Nu skal vi lige tage det stykke ovre på den anden side, men det kan da godt være, lyder beskeden fra den raske, unge mand, der har taget et godt initiativ.

Blot utroligt, at børn skal gå og samle affald op efter andre. Det burde ikke være nødvendigt.