Tekst og fotos Hasse Jørgensen. Tirsdag den 22. jan.
O. B på Vittenbergskolen ved noget om trafik. Så meget, at de har vundet den landsdækkende konkurrence Skolestart.
4. B på Ansgarskolen er gode til at cykle. Så gode, at de er blevet bedste klasse i kommunen i konkurrencen Alle børn cykler.
Og de to klasser blev tirsdag morgen belønnet for deres indsatser, da formanden for byrådets teknik- og byggeudvalg, Søren Heide Lambertsen (S) mødte op og overraskede de pågældende elever med deres præmier.
Konkurrencen Skolestart gik ud på, at eleverne får et hæfte, hvori de skal løse nogle opgaver og finde det rigtige svar, og det klarede O. B altså så godt, at de vandt. Konkurrencen er udskrevet af Kommunerne i Danmark, TrygFonden og Rådet for Større Færdselssikkerhed/Skoler.
Til denne klasse var der en cykelhjelm til hver af eleverne i klassen samt 500 kroner til klassekassen, en kagemand og balloner. Og på spørgsmålet om, hvad pengene skal bruges til, var det umiddelbare svar: slik.
Det fik læreren dog hurtigt korrigeret til, at det nok bliver nogle bolde og noget til udendørs aktiviteter.
Og eleverne var glade for deres spritnye cykelhjelme i smart design og kvikke farver med indbygget lys, så trafikanterne let kan få øje på de små poder. Hjelmene kom omgående på hovedet.
Overrækkelsen fandt sted ved morgensamlingen på Vittenbergskolen, mens Søren Heide Lambertsen overraskede eleverne i 4. B på Ansgarskolen midt i en pause. Eleverne blev hurtigt kaldt sammen, og Søren Heide Lambertsen roste dem for at de nåede op på 333 cykeldage og at alle havde haft hjelm på alle dage.
Og så var der også her kagemand til alle.










































































