Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 6. august 2026
Hvad der måske skete i kådhed og i den grad i ubetænksomhed, fik onsdag eftermiddag politiet i Esbjerg til at rykke talstærkt ud.
Sagen var, at klokken 16,50 fik politiet en melding om, at to mænd udviste truende adfærd med en pistol i Storegade i Esbjerg omkring nummer 31.
Politiet fik på stedet fat i to mænd på henholdsvis 43 og 35 år. De blev begge taget med på stationen til afhøring og er sigtet for trusler på livet. Det kan medføre en bøde eller fængsel i op til to år.
– Det viste sig, at den pistollignende genstand, som de brugte, ikke var ægte, men den lignede, og de, der reagerede på det gjorde det helt rigtige.
– Når vi får en sådan melding, tager vi ingen chancer. Sådan noget sætter en masse ting i gang, og vi kommer med hele kavaleriet. For at sige det på godt dansk, er det hjernedødt at true på den måde, siger politiinspektør Jesper Lynge.








































































