Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 13. januar 2025
De to mænd på henholdsvis 41 og 42 år, der søndag aften – som omtalt andet sted på siden – var årsag til en større politiaktion på asylcentret i Hviding, er begge blevet varetægtsfængslet i 14 dage.
Det skete ved et retsmøde mandag eftermiddag i retten i Esbjerg. Retsmødet blev på anklagerens anmodning holdt for lukkede døre, da der stadig forestår et større efterforskningsarbejde.
De to nægtede sig skyldige, men ingen af dem kærende kendelsen om varetægtsfængslingen.
At retsmødet blev holdt for lukkede døre betyder, at presse og tilhørere blev sendt ud af lokalet, da de to havde identificeret sig og hørt sigtelsen læst op.
De to var kommet op at toppes på et værelse, hvor den ene stak den anden med en kniv, hvorefter han slog igen med en stump genstand på knivstikkerens hoved. Manden, der blev slået blev indlagt på sygehuset men er udenfor livsfare, mens ham, der blev stukket med kniv, kun kom lettere til skade. Knivstikkeren blev fremstillet in absentia hvilket betyder, at han ikke var til stede i retten, da han fortsat er indlagt. Han skal, så snart det er muligt, fremstilles for en dommer.
Politiet har nu de 14 dage til yderligere efterforskning i sagen.