Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 8. maj 2023.
Ribe Domkirke og Ribe Musikforening slår sig fredag 19. maj kl. 19.30 sammen om en koncert med kontrabas-spilleren Adam Pultz Melbye og domorganist Birgitte Ebert.
Under temaet ”Rødder” har Ribe Musikforening i år koncentreret sig om musikere og komponister fra Ribe og Esbjerg Kommune. Således også denne aften: Adam Pultz Melbye er komponist, musiker og forsker. Født og opvokset i Ribe og nu bosiddende i Berlin. Adam er barn af tidligere biblioteksmedarbejder og nuværende arkivmedarbejder Karen Margrethe Pultz Melbye og tidligere domorganist Mogens Melbye. Adam har opført musik i Europa, USA, Japan og Australien og medvirker på omkring 50 album, af hvilke fire er soloalbum. Adam har for nyligt afsluttet en PhD på Queen’s University’s Sonic Arts research Centre i Belfast, Nordirland og har offentliggjort sin forskning i internationale tidsskrifter, bøger og på konferencer.
Birgitte Ebert stammer fra Næstvedegnen og er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun har siden 2000 været domorganist i Ribe, hvor hun i øvrigt blev den første kvindelige domorganist i det hele taget. Birgitte Ebert er kendt som en meget dygtig organist. Hun har dygtiggjort sig gennem flere kurser også indenfor den rytmiske musik, og hun har givet adskillige koncerter i både ind- og udland.
På programmet denne aften er dels traditionelle orgelværker skrevet indenfor de sidste 50 år af Peter Møller og den i Ribe fødte komponist Tage Nielsen. Men også Solo for feedback kontrabas og musiker af Adam Pultz Melbye, der tager udgangspunkt i en særligt bygget kontrabas med indbygget højttaler, forstærker og en lille computer.
Koncertens hovedværk bliver uropførelsen af “Umuligheden af Vækst”, der af Adam Pultz Melbye beskrives således: Værket er Adam Pultz Melbyes første værk for orgel og kontrabas og skrevet specifikt til domorganist Birgitte Ebert og denne uropførelse.
I løbet af ca. 23 minutter udforsker værket subtile forskelle i klange skabt i orglets dybere register. Som en følge af, at hver akkord til tider holdes i op mod 40 sekunder, er det tekstur og klangfarve fremfor melodi, der træder i fokus. I samspillet mellem de individuelle klanges spænding og Ribe Domkirkes lange rumklang opstår der akustiske og psykoakustiske (dvs. processer der hører hjemme i det menneskelige auditive apparat) fænomener, der i lige så høj grad som det noterede nodebillede bidrager til værkets identitet. Værkets titel hentyder til komponistens frustration over det krav om vækst, der ofte ukritisk figurerer i den politiske og økonomiske debat. Fortsat vækst i det Globale Nord bidrager til at øge den globale ulighed, fortsætter vante koloniale magtstrukturer og ignorerer tillige det simple faktum, at vi lever på en planet med endelige ressourcer.
Entréen, der koster 140 kr. til denne koncert, inkluderer et glas vin efter koncerten. Dørene åbnes kl. 19.