Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 17. juli 2024
To lokale foreninger har i den grad nydt godt af Norlys Vækstpulje.
Vækstpuljen her netop uddelt godt 16 millioner kroner til foreninger, institutioner og igangsættere over hele landet. Ribes Hundevenner og Ribe Gymnastikforening er hver tilgodeset med 100.000 kroner.
I Ribe Gymnastikforening er det meningen, at de rare penge skal bruges til nye redskabet og til at udbygge sikkerheden, mens tanken er, at Ribe Hundevenner skal bruge pengene på et nyt tag på klubhuset.
Det er anden gang i år, at Norlys Vækstpulje donerer penge, og helt nøjagtigt er der denne gang givet 16,4 millioner kroner. Pengene er fordelt på 248 ansøgere over hele landet. Ansøgere, der bidrager til det lokale fællesskab eller en grønnere og mere digital samfundsudvikling.
Støttebeløbene spænder i denne omgang fra 1.500 kroner til en kunstskoles nye staffelier og helt op til 500.000 kroner til virksomheden Monithor, der har udviklet en drone, der kan lokalisere metan lækager for natur- og biogassektoren.