To grundejere på Mandø kan nu se frem til hver at få 29.925 kroner tilbage fra Esbjerg Kommune.
Situationen er, at deres sommerhusgrunde er kloakeret på trods af, at der ikke må bygges sommerhuse på dem.
I 2009 laves der en lokalplan for Mandø, der medfører, at der kan udlægges tre områder til sammenlagt 17 sommerhuse.
Din Forsyning kloakerer de tre sommerhusområder til en sammenlagt udgift på 900.000 kroner, mens de stikledninger, der føres ind på de enkelte grunde betales af grundejerne.
I 2011-2014 gennemgik Naturstyrelsen alle §3-registreringer i hele landet. Afdelingen for teknik og miljø fik statens gennemgang i 2016, hvorefter Teknik & Miljø foretog en validering af gennemgangen. På Mandøs vestlige side blev der registreret en klit som overdrev. Overdrevet består bl.a. af tre matrikler, der på den baggrund ikke må bebygges.
Nu får de to grundejere, hvis parceller er kloakeret men ikke må bebygges, deres penge tilbage.
Formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S), fortæller, at pengene bliver betalt tilbage.
– Det er helt fair. Der er nogle folk, der er kommet i klemme, og derfor skal vi imødekomme dem ved at betale dem tilbage. Det er et enigt udvalg, der står bag.
– Det er en rigtig ærgerlig sag. Der er nogen, der havde håbet på, at de udstykninger kunne lade sig gøre. De har betalt nogen penge, og dem får de tilbage, fastslår Karen Sandrini.









































































