Tekst Hasse Jørgensen, fotos Hasse Jørgensen + You Tube. Fredag den 29. marts.
To af de helt store navne indenfor musikgenrerne rock og metal har sat hinanden og andre musikelskere stævne i Ribe.
Eyal Levi, der driver det, der af kendere kaldes verdens bedste skole for rock og metal producere, kommer til Ribe for at mødes med nogle af sine elever, og med sig har han bl.a. trommeslageren Chris Adler, der er kendt fra bl.a. Mega Deth og Lamp of God.
Eyal Levi og Chris Adler.
Eyal levi tager en gang i mellem rundt i verden for at mødes med eleverne fra hans online skole, URM Academy, og at det denne gang netop bliver Ribe, hænger også sammen med, at Eyal Levi skal lave en video til undervisningsbrug fra et studio på Ribe-egnen.
Niels Toft, der driver Stenbohus sammen med Carsten Berthelsen, fortæller, at han fik en SMS fra Eyal Levi, der havde hørt om spillestedet Stenbohus.
– Eyal Levi skrev, at han ledte efter et sted, hvor han og hans hold kunne samles til drinks og en hyggelig snak i fred og ro. De ville gerne mødes den 1. april og han spurgte, om der var koncert netop den aften. Det vil de helst ikke have, fordi de netop skal kunne snakkes stille og roligt, og det passer fint, for vi har ikke musik den aften, fortæller Niels Toft, der med spænding ser hen til mødet med nogle af branchens helt store navne.
Eyal Levi og Chris Adler ventes at blive tre til fire dage i Ribe for at optage videoen. Til mødet på Stenbohus forventes der en snes deltagere fra hele Skandinavien. Folk, der alle har gået på URM Academy i New York på et tidspunkt.












































































