Tekst & Collager: Johnny Tauman Foto: private optagelser
29. oktober 2022
– Vestkenyas Venner har igen inviteret Peter Okoyo Owe fra landsbyen Asembo i Vestkenya til Danmark, fortæller kasserer Kurt Pedersen til RYK IND RIBE. Han oplyser videre, at Mornica Saida, som er leder af den nystartede skole i Asembo, også er med på turen, hvor de to afrikanere sammen med Vestkenyas Venner vil besøge seks folkeskoler og to gymnasier i Danmark og en enkelt skole i Flensborg. Besøget finder sted i perioden 31. oktober – 18. november.
Afsæt i tre FN-Verdensmål
De vil med afsæt i de tre FN-verdensmål ”Afskaf fattigdom”, ”Stop Sult” og ”Kvalitetsuddannelse” fortælle om perspektiverne set fra et afrikansk udgangspunkt. – Eleverne vil på den måde komme til at høre om livet i Vestkenya. De vil også komme til at høre om den nye skole i Asembo, som nu har fungeret i to år, og som er under stadig udvidelse på grund af et stort behov, lyder det fra Kurt Pedersen, som tilføjer: – Pengene til skolen har tidligere elever på en række danske skoler været med til at indsamle gennem flere års sponsorløb.

Der spilles på tromme og danses til Hakuna Matata på en folkeskole (Privat arkivfoto)
Indhold i besøgene
Der vil desuden være afrikansk dans, sang og trommespil på programmet samt oplysning om livet i Kenya.
Besøgsstederne
Der er planlagt besøg på Vester Nebel Skole, Eltang Skole og Kongsbjergskolen, alle i Kolding Kommune, Nydamskolen i Sønderborg Kommune, Gustav Johansen Skolen i Flensborg, Vittenbergskolen og Ansgarskolen i Ribe. Desuden er der besøg på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød og et todages arrangement på Rybners Gymnasium i Esbjerg.
Besøgt Danmark siden 2007
Peter Okoyo Owe, som stammer fra Asembo, har med undtagelse i coronaårene besøgt Danmark hvert år siden 2007.

Peter Okoyo Owe fra et tidligere besøg (Privatfoto)
Projekter i Kenya
Det første store projekt, som Vestkenyas Venner gennemførte i Asembo, var byggeriet af en sundhedsklinik, som blev indviet i 2011. Siden er der bygget brønde, kanaler og et vandingsanlæg, og i en nærliggende landsby har foreningen hjulpet til oprettelse af en Village Banking, som låner penge ud til lokale initiativer.
I øjeblikket formidler Vestkenyas Venner skolesponsorater til 62 elever, som på grund af disse sponsorater er i stand til at gå i skole.
Offentligt møde i Ribe
I perioden arrangeres der to offentlige møder sponsoreret af LB Forsikring. De afholdes 9. november i Gråsten og 16. november i Ribe.
Foreningen
Vestkenyas Venner blev dannet ved en stiftende generalforsamling i Ribe i efteråret 2007. Foreningen har nu 145 medlemmer fordelt i hele Danmark og nogle få i Tyskland.










































































