Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, torsdag den 8. februar 2024

At det kan betale sig at arbejde med og gøre noget ved arbejdsmiljøet, er botilbuddet Farup Vej 8c i Ribe et tydeligt bevis på.

Medarbejderne på boinstitutionen har nedbragt antallet af registrerede grænseoverskridende hændelser fra over 4000 om året til ca. 250 om året over en årrække fra 2018 til i dag.

Det var bl.a. begrundelsen for, at botilbuddet i dag, torsdag, fik tildelt Esbjerg Kommunes miljøpris.

Prisen følges af et kontant beløb på 25.000 kroner, og egentlig er prisen delt i to, idet der også er 10.000 kroner til dem, der kommer ind på 2. pladsen. Den gik til Specialuddannelsescenter Vittenberg.

Det var borgmester Jesper Frost Rasmussen, der uddelte de to priser ved en sammenkomst mandag formiddag på Esbjerg Park.

I sin tale nævnte borgmesteren, at det er væsentligt, at arbejdsmiljøet i kommunen bliver prioriteret.

– Arbejdsmiljøprisen er ikke bare et kontant skulderklap til 2 af vores arbejdspladser, det er også en hyldest til vores fælles arbejdsplads.

7 flotte ansøgninger

– Det har været en svær opgave for dommerkomiteen at vælge mellem de 7 flotte ansøgninger. De vidner alle om et stort og ægte engagement for det gode arbejdsmiljø her i Esbjerg Kommune.  Og det er jeg utrolig glad for.

– Vi er her for at gøre en forskel for borgerne, men for at vi kan blive ved med at løfte alle de opgaver, er det vigtigt, at vi samtidig passer på os selv og hinanden. Det gælder såvel fysisk som psykisk.

– Derfor vil jeg også gerne sige en stor tak for jeres indsats som I hver især yder. Hver dag, året rundt!

– Arbejdsmiljøfeltet er i konstant udvikling. Vi bliver hele tiden klogere på, hvad der er med til at skabe en god arbejdsplads. Det kan handle om tiltag, der giver lavere sygefravær og færre arbejdsskader, men også om den vigtige lim, der får det hele til at hænge sammen og er med til at skabe arbejdsglæde: nemlig vores tillid til hinanden.

– De to initiativer, som vi præmierer i dag, repræsenterer på bedste vis begge dele. De har skabt resultater og gjort en forskel inden for henholdsvis et sikkert arbejdsmiljø med færre arbejdsskader og en hverdag med rammer, som fremmer tryghed, tillid, engagement og ikke mindst sammenhold.

Borgmesteren læste derefter efter begrundelsen bag de to vindere op og overrakte priserne.

Vittenberg

For Specialcenter Vittenberg begrunder dommerkomiteen bl.a. 2. pladsen med, ”at medarbejderne igennem en helhedsorienteret tilgang har arbejdet med arbejdsmiljøkulturen på arbejdspladsen til stor inspiration for alle.

Gennem et intensivt fokus har I formået at udvikle jeres faglighed og strukturen for, hvordan I i praksis løser jeres kerneopgave.

Jeres medarbejdere har taget et fælles ejerskab i processen og skabt et nyt fokus på egen sikkerhed til gavn for de børn, I er sat i verden til at gøre en forskel for”

Farupvej 8c

For Farupvej 8c begrundede dommerkomiteen bl.a. førstepladsen med, ”at I har nedbragt jeres registrerede grænseoverskridende hændelser fra over 4000 om året til ca. 250 om året, over en årrække fra 2018 til nu.

Dette helt utrolige flotte resultat har I skabt ved systematisk at vurdere hver enkelt hændelse, analyseret jer frem til sammenhænge, været insisterende på at fokusere på læring af hændelserne fremfor en 0-fejlskultur.

Det systematiske fokus har udover selve reduktionen også skabt et trygt arbejdsmiljø i det daglige, hvor der er stor tillid mellem kollegaer og ledelsen, og hvor der er fokus på egen sikkerhed først.

Medarbejderne oplever en dagligdag, hvor I bruger tid på at drøfte og lære af hændelserne og ikke mindst sætte jeres faglighed i spil.

Alt sammen til gavn for de borgere, I hver dag gør en stor forskel for på Farupvej 8c.

For det er ikke småting, som I kan blive udsat for i jeres hverdag. Jeres borgere kan være udadreagerende som en fireårig; blot med en voksens krop, størrelse og styrke”

Vittenberg fik 2. pladsen