Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 12. december 2024
En cykeltur kan føre til meget, og i det aktuelle tilfælde førte cykelturen til, at to veteraner fra Kvickly i Ribe igen mødes over vinflaskerne og en snak med både nye og gamle kunder om de ædle dråber.
De to veteraner er Carl Jessen og Leif Josefsen, der begge har en lang fortid i den lokale Kvickly, og fælles for dem er også, at de ved meget om og har stor passion for vin.
Det betyder, at de to vil sørge for de kommende vinsmagninger, Kvicklys varehuschef Emil Hedevang Malmø har arrangeret første gang den 20. december fra klokken 14 til 17.
– I første omgang koncentrerer vi os om portvine, og jeg kan love, at der bliver gode vine at smage. I det nye år planlægger vi også nogle vinsmagninger, cirka en gang om måneden, med andre vine, fortæller Emil Hedevang Malmø.
Car Jessen stoppede i Kvickly Ribe i 2012 efter 42 års ansættelse.
– Og jeg havde i den periode kun to direktører, nemlig Otto Olsen og sidst Flemming Rasmussen, fortæller Carl Jessen.
Han afløste i øvrigt Leif Josefsen, der var med til at starte Kvickly ved seminarievej.
– Jeg var i en måned i den gamle forretning i Sct. Nicolaigade, hvor der senere var posthus, og jeg var med til at åbne varehuset ved Seminarievej, fortæller Leif Josefsen, der forlod Ribe for at blive uddeler i Glejbjerg.
Nu er både han og Carl Jessen pensionister.
– Men hvorfor vende tilbage til Kvickly efter så mange år?
– Leif cykler meget, og en dag kom han på besøg hos mig og spurgte, om ikke det var en idé, at vi lavede noget vinsmagning i Kvickly, så vi kunne hilse på både nye og gamle kunder. Vi forelagde ideen for Kvickly, og her var ledelsen med det samme med, så nu gør vi det, forklarer Carl Jessen.
Og Leif Josefsen svarer med et modspørgsmål: – Du er fyldt 80 år. Hvorfor bliver du ved?
– Fordi det er en hobby, lyder mit svar.
– Netop, lyder det fra Leif Josefsen, som forklaring på, hvorfor han og Carl igen kan findes ved vinreolerne i Kvickly.