Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 16. juni

Der er lagt op til et på mange måder meget spændende projekt, når Daske Digterruter kommer til Ribe.

Det sker på fredag, hvor temaet er Ambrosius Stub.

Digterruterne er et landsomfattende projekt, der går ud på at bringe deltagerne ud i naturen og opleve nogle af de steder, hvor kendte digtere har færdedes. I Ribe laves arrangementet i samarbejde med Bente og Torben Bramming, og deltagerne mødes i Tårnborg, hvor formanden for udvalget for kultur- og fritid, May-Britt Andrea Andersen holder åbningstalen. Derefter går deltagerne rundt i byen på en rute, hvor Stub og Brorson har færdedes. Under vejs fortælles der om stederne og Stub og Brorsons tilknytning til lokaliteterne.

Efter rundturen er der koncert i Klostergården.

Poul Udbye Pock-Steen fra Via Artis Konsort er musiker og arrangør. Han er ekspert i musikken på Ambrosius Stubs tid og har stået for at give digterruten om Stub den helt rette musikalske indpakning i samarbejde med skuespiller Mogens Rex.

Dokumentarist Helle Solvang har i samarbejde med Bente og Torben Bramming fra Tårnborg udarbejdet ruten og fortællingen om Stub. Helle, som har over 20 års erfaring som radiovært- og tilrettelægger i DR, lægger stemme til fortællingen og de i alt 6 lydposter i Stubs fodspor i Ribe.

Det landsdækkende projekt, som Ribe er en del af, er etableret med udgangspunkt i H.C. Andersen Centret Institut for Kulturvidenskaber Syddansk Universitet, og om baggrunden for projektet hedder det bl.a.:

”Naturen og en række skønne danske landskaber åbner sig derude for den, der har ressourcerne og lysten til at komme derud! Alle danskere skal have muligheden. Vores samtid kalder på, at det moderne menneske (gen)indtræder i et tillidsforhold til omgivelserne. Den danske skønlitteratur, litteraturhistorien, er en anden frugtbar kilde, som det fortravlede, moderne menneske kan øse overskud og erfaring af. Litteraturen er ikke bare en kilde til fordybelse og oplevelse, men en direkte vej til at styrke sanser og begær efter oplevelser i naturen. Danske forfattere har gennem århundreder skildret landskaber, landskabsfænomener og natur som rum og vilkår, der indfælder og omfavner de menneskelige fællesskaber både historisk og aktuelt.

Danske Digterruter skal kalde alle aldersgrupper, herunder børnefamilier, ud i naturen og ind i dansk litteratur. Vi skal invitere danskerne ud i fri luft til interessante oplevelser af landskabstyper i kombination med ’rejser’ ind i udvalgte danske forfatterskaber. Fortællingen skal ved sin kraft skildre den virkelighed, den besøgende står midt i. Omvendt skal naturens nærvær forlene den litterære fortælling med nye dimensioner af sansning og fornemmelse af rum”.

Helle Solvang