Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 22. december

Lysten til at arbejde og lysten til at være selvstændige er det, der er drivkraften bag firmaet Aaskov Entreprenør, som de to brødre, 29-årige Mike Vestergaard Aaskov og 24-årige Kenny Vestergaard Aaskov etablerede i 2017.

Men allerede i 2013 blev den første gravemaskine anskaffet, og de to brødre brugte maskinen ved siden af deres daværende respektive jobs.

I dag er Aaskov Entreprenør vokset sig stort med fire medarbejdere plus løse medarbejdere, når opgaverne kræver det. Og opgaverne ligger i hele Syd- og Sønderjylland fra en linje Varde-Horsens til den dansk-tyske grænse med afstikkere til det øvrige land.

Kenny er uddannet anlægsstruktør og kloakmester, mens Mike er uddannet jordbrugsmaskinfører og general maskinfører, så han kan køre alle gravemaskiner. Og netop de forskellige forudsætninger gør, at de hver især har deres egne opgaver i firmaet. Kenny tager sig primært af kloakarbejdet og administrationen, mens Mike tager sig af jordarbejdet samt vedligehold af maskiner.

Det siges jo, at søskende er slemme til at skændes. Sker det aldrig for jer?

Begge brødre er enige i, at det gør de faktisk ikke.

– Vi kan da være uenige, og vi kan diskutere, men vi skændes ikke. Vi har hver vores opgaver, og hver 14. dag eller tredje uge holder vi et møde, hvor vi drøfter ugerne, der er gået, og snakker om de kommende uger og de opgaver, der ligger, forklarer Mike og Kenny samstemmende.

Opgaverne er primært indenfor kloaksektoren efter firmaet er blevet autoriseret, og firmaet laver også alt jordarbejde for husfirmaet Alterna i Rødekro. Her afleverer brødrene jord- og kloakarbejde ved omkring 30 huse om året, og det holder i gennemsnit 1 ½ medarbejder i jobs.

Firmaet løser også en del opgaver for selskabet Jem og Fix, og det var grundlæggende en opgave med arbejdet ved en helt ny butik for Jem og Fix, der gav det sidste skridt til realise4ring af planerne om at starte eget firma.

I dag har firmaet til Huse på Råhedevej 8. En ejendom som Mike købte af et konkursbo, og hvor han godt assisteret af broderen og venner er i fuld gang med at restaurere stuehuset.

– Og sådan er det. Nu hjælper jeg Mike med at sætte hans hus i stand, og når jeg skal i gang med mit, hjælper han mig, lyder det fra Kenny.